”Toppen af poppen”- special bygget DAF med Kel-Berg 2 akslet Dolly udleveret til Oles Trucking
Det var en stor fornøjelse at udlevere dette ”toppen af poppen” vogntog, en special bygget DAF XF 510 FAR SSC AS-T og en Kel-Berg 2 akslet Dolly fra Lastas i Hedensted. Oles Trucking er en spændende vognmandsforretning, der ud over de daglige transportopgaver for Post Danmark også kører med specialopgaver for Ferrari. Et weekendjob, som Ole påtog sig først på året 2007. Han kører rundt med Ferrari Danmarks specialbyggede trailer, som bl.a. har plads til 3 racerbiler. Ole trucking har en stor vognpark, som bl.a. beskæftiger sig med kørsel i Sverige og Finland, men også sydover til Belgien.Denne ”toppen af poppen” nye DAF er udstyret med en dieselmotor MX-13, 6-cylindret, 12,9 liter, effekt 375 kW (510 hk) og euro 6. Den er udstyret med fuld AS Tronic, 12-trins automatisk gearkasse med direkte kobling. Førerhus Super Space Cab med kofanger i galvaniseret stål, farvet glas og el-ruder. Elektrisk opvarmede hovedspejle og vidvinkelspejle. Derudover er den udstyret med en aluminiumsbrændstoftank på 750 liter plus en på 620 liter, samt en AdBlue-tank på 90 liter. Opbygningen i førerhuset er Rustica og er med indtræksfarve Earth, luftaffjedret Super Air førersæde med høj ryg med justerbar skulderstøtte. Sæde med to varmeindstillinger.
Den nye Kel-Berg Dolly er opbygget på et chassis, som er opsvejst i I-profil, med stærke tværvanger og forstærkninger. Akslerne er 2 x 9 tons SAF-aksel med skivebremse og original SAF-luftaffjedring. Bremsesystemet er et 2-kreds trykluftsystem. Parkeringsbremser, rangerventil og selvjusterende bremsenøgler. EBS anlæg incl. aksel sensorer. Dobbeltkuglet drejekrans med lås, monteret med drejeskammel. Derudover er der hæve/sænke ventil, EBS kabel , 2 stk. spiralluftslanger og 2 stk. spiral-7 polet ledninger, som er monteret foran drejeskammel til brug af trailer. Den har en tilladt totalvægt på 18.000 kg
Det nye flotte vogntog er leveret af Anders Larsen fra Lastas
Vi takker for handlen og ønsker Oles Trucking held og lykke med det nye vogntog i fremtiden.